Rootsy logo  
Rootsy logo

Recension
Various
Studio One Supreme - Maximum 70s og 80s Early Dancehall Sounds
(Soul Jazz Records)

På trods af navnet så har det engelske pladeselskab Soul Jazz Records trofast gennem årene portrætteret den jamaicanske reggaescene fra tidlig ska’, rocksteady til den mere etablerede roots reggae.

Sammen med amerikanske Heartbeat Records har Soul Jazz især specialiseret sig i at genudgive gamle Studio One indspilninger, der fra et ydmygt et-spors studie i Kingston - ledet af den legendariske og nu afdøde producer Clement ’Sir Coxsone’ Dodd – skulle få samme vigtige betydning for reggaemusikken, som Motown har haft for soul. Med en sjælden evne til at blende musikalsk kreativitet og entreprenørskab, skabte Coxsone en uforlignelig sound, der både var på ’tidens beat’, men samtidig også fremadskuende.

Men det musikalske landskab skiftede i slutningen af 1970erne og Coxsone blev mere og mere udfordret af producere som Bunny Lee, Joe Gibbs, Niney Holness og en lang række andre.

Samtidig opstod dancehall, og disse nye producere begyndte sammen med sangere og deejays at genbruge de gamle reggaerytmer, især fra Studio One.

Coxsone, der fortsat gerne ville være en del af den nye dancehall-bølge begyndte derfor at opdatere sine gamle rytmer samtidig med at han fortsatte sit samarbejde med flere veteran og tilbagevendende kunstnere som Alton Ellis, Horace Andy og Johnny Osbourne samt at vende sig til nye og kommende talenter som Lone Ranger, Sugar Minott og deejay duoen Michigan & Smiley.

Han opdaterede sin signatur lyd og lykkedes at tilpasse sig til dancehall-genren og fortsatte i mange år fremadrettet med at være relevant i den stadigt skiftende jamaicanske musikindustri.

Det sidste bevises ved at mange af disse udødelige Studio One rytmer stadig genindspilles den dag i dag i nye versioner – mere end 40 år efter de første gang blev udgivet.

Coxsones evne til at ride med på tidens musikalske bølger kommer til fuldt udtryk Soul Jazz Records seneste Studio One opsamlingsalbum med titlen Studio One Supreme - Maximum 70s og 80s Early Dancehall Sounds, der rummer en lang række klassikere fra dancehallmusikkens spæde start samt en række mindre kendte juveler fra nogle af Jamaicas fineste kunstnere.

Blandt de helt enestående numre finder vi Johnny Osbournes sjælfulde album åbner Keep That Light og Jah Promise, Michigan & Smileys Compliment to Studio One, Gladiators Happy Man og Lone Rangers Quarter Pound of Ishen, alle præsenteret i sublime discomix versioner.

Der er ligeledes genhør med Freddie McGregor, der begyndte sin karriere hos netop Studio One i en alder af kun 8 år, med det stærke Rastaman Camp, Horace Andys smukke Show & Tell og Dillingers Natty Ten To One.

Læg dertil et par reggae instrumentals leveret af Coxsones faste studieband The Brentford Allstars og Jackie Mittoo og du har et af de stærkeste retro album i år.

/Henrik Bæk


 
Designad för IE6+. Ytligt testad med Opera 7, Netscape 7.2 och Mozilla FireFox. Webdesign Jens Olsson. ©2004 Rootsy.nu. Powered by Notepad, Apache, MySQL & PHP
Denna sida är designad till tonerna av White Stripes och Rodney Crowell.