| |||||||
Recension
Cocoa Tea
Biological Warfare
(Minor7Flat5/www.rooftoppromotion.com)
Efter et par knap så succesrige afstikkere til den digitale dancehall genre er reggaesangeren Cocoa Tea på albummet Biological Warfare atter vendt tilbage til hans musikalske udgangspunkt med dyb og solid rootsreggae i rillerne.
Albummet er produceret af den i Spanien bosiddende tyske musiker og producer Andreas 'Brotherman' Christopherson, der med lanceringen af sit eget label Minor7Flat 5 har stået bag en række fine produktioner med så kendte reggaenavne som Luciano, Turbulence, Capleton, Lutan Fyah, Ras Myrdak og senest altså også den 48 årige sanger Cocoa Tea.
Sangeren fra Rocky Point i Clarendon, Jamaica har været i branchen siden han i 1985 udsendte debutalbummet Weh Dem A Go Do ... Can't Stop Coco Tea på producer Junjo Lawes' Volcano Records. Senere samarbejde med så kendte producerer som King Jammy, Augustus Gussie Clarke og Philip Fatis Burrell for Xterminator Records har gjort sangeren med den fløjsbløde stemme til en af reggaemusikkens populæreste sangere og med Biological Warfare har han udsendt det bedste album i flere år.
Allerede på åbningsnummeret Poverty kan man høre Cocoa Tea's politiske statement med ordene Poverty....that's whats causing the crime now. Ligesom han op gennem 1990erne havde en kritisk holdning til Golf Krigen tager han også på det nye album bladet fra munden og går til kamp mod kemisk krigsførelse (Biological Warfare), den verdensomspændende vold mod naturen og miljøet (New World Order), kolonialisering (Man From Spain), ligesom han overbevisende berører emner som repatriering (Africa), Rastafari (Sons Of Jah) og den grænseløse kærlighed (Too Far From Home).
Musikalsk er CDen spækket med fine præstationer med tunge bassgange, brusende blæsere og snurrende percussions samt en række bundsolide og yderst melodiøse reggaerytmer, heriblandt Minor7Flat5's egen Bobo riddim fra denne sommer.