| |||||||
Recension
Jah Cure
True Reflections...A New Beginning
(VP Records)
True Reflections…A New Beginning er uden tvivl det mest imødesete album i reggae branchen i år. Og det er der flere årsager til. For det første har den 29 årige Sicaturrie Alcock aka Jah Cure markeret sig med en række suveræne singler indenfor de sidste par år, for det andet blev han d. 28. juli i år løsladt efter at have afsonet 8 års fængselsstraf og for det tredje så har hans seneste single To Your Arms Of Love netop ligget højt placeret på de lokale jamaicanske radiostationers hitlister. Allerede i 1997 udsendte den populære sanger debut albummet Ghetto Life, der produceret af sanger Beres Hammond lovede godt for den unge sangers fremtid. Men anklager om en voldtægt begået i Montego Bay på Jamaica i 1999 kastede hans karriere i grus. Selv har Jah Cure erklæret uskyldig i anklagerne og på trods af en voldsom opbakning fra lokal- og verdenssamfundet lykkedes det ikke at få Cure frigivet fra dommen på 8 års fængsel. Som et led i et rehabiliteringsprojekt fik han imidlertid lov til at indsynge numre i fængslet, hvilket resulterede i hitsinglerne Longing For og Jamaica fra 2004. Førstnævnte single blev for øvrigt kåret til årets reggae single samme år. Rehabiliteringsprogrammet blev desværre fadet ud sidste år og der har derfor været stille omkring Cure på det sidste. Det nye album kan derfor også bedst karakteriseres som et Best Of Cure album, men det gør det på ingen måde ringere. Albummet byder på førnævnte hitsingler samt den uimodståelige duetter med Fantan Mojah i Nah Build Great Man og tyske Gentleman i Share The Love. På det sublime titelnummer True Reflections reflekterer Cure over livet bag tremmer og på hvordan hans liv ville have haft set ud, hvis ikke han var levet idømt den lange fængselsstraf. Hans unikke evne til igennem melankolske sange at udtrykke hans inderste følelser virker ægte og stærkt appellerende på lytteren og har givet ham en sjælden heltestatus på Jamaica og i reggaekredse på verdensplan. Selvom albummet således ikke rummer så meget nyt, så er det et af årets vigtigste udgivelser og vi kan med spænding imødese om Jah Cure kan fortsætte den høje standard fra fængslet på kommende udgivelser.