| |||||||
Recension
Yellowman
Most Wanted
(Greensleeves Records)
Med et imponerende flow af reggaeudgivelser op gennem 1980erne er den jamaicanske D. J. Yellowman uden sidestykke en af de mest produktive indenfor den populære dancehall musik. Faktisk er han den reggaekunstner der næstefter Bob Marley har solgt flest reggaeplader gennem tiderne og på opsamlingsalbummet ”Most Wanted” har engelske Greensleeves Records som et led i deres 30 års jubilæum som pladeselskab udsendt 16 af King Yellowmans største hits.
Der er dejlige genhør med numre som ”Mr. Chin”, ”Zungguzungguguzungguzeng”, Who Can Make The Dance Ram”, ”Morning Ride”, ”Nobody Move, Nobody Get Hurt”, ”Blueberry Hill” og ”Yellowman Getting Married”, der fik hans kvindelige fans til at blive så sure at han straks efter indspillede nummeret ”Yellowman Getting Divorced”. Numrene stammer fra perioden 1982 – 1987. Flere af numrene kommer i tunge extended dub versions, der oprindeligt blev udsendt som 12” tommer vinyl singler på Greensleeves i 1980erne og som specielt var populære på tidens reggaediskoteker.
Yellowmans evne til at gribe de emner der var oppe i tiden og dreje dem i en humoristisk retning har dannet skole for mange af nutidens største dancehallstjerner og hans kolossale popularitet afspejles af at han stadig trækker fulde huse til sine koncerter, hvor han stadig turnerer med drengene fra 1980erne The Sagitarius Band. Født som albino oplevede han at blive efterladt af sine forældre og er ofte blevet hånet for sin lyse hud. I 1986 gennemgik han en stor operation for en fremskreden cancer i kæben, men på trods af disse forhindringer er der ingen der kan ”Make A Dance Ram like Yellowman”.