| |||||||
Recension
Yabby U
Deliver Me From My Enemies 1976
(Blood and Fire)
Reggaeproducer og sanger Yabby U er efterhånden blevet en kendt skikkelse på pladeselskabet Blood And Fire, der har specialiseret sig i reggaeudgivelser fra 1970erne. Første gang var i 1995 hvor selskabet genudsendte det sublime dub album fra 1976 med titlen »King Tubby’s Prophecy Of Dub«, hvor Yabby U teamede op med dub mesteren over dem alle King Tubby.
Tre år senere udsendte samme selskab det fremragende dobbelt CD set »Jesus Dread« med ikke mindre end 47 numre med den jamaicanske sanger og producer alle fra perioden 1972 - 77.
Nu er selskabet atter ude med en suveræn Yabby U udgivelse. Denne gang drejer det sig om hans musikalske milepæl og vel nok mest kendte album til dato »Deliver Me From My Enemies«, der første gang så dagens lys på vinyl i 1977. Den gang bestod albummet af 10 numre, men på den nye CD udgave er der i vanlig Blood And Fire stil lagt yderligere en række spændende ekstranumre oveni.
Blandt disse finder man en række suveræne 12 tommer mix med Yabby Us producer kollega og D.J. Trinity samt to ikke tidligere udsendte dubudgaver af numrene »Pick The Beam« og »Babylon A Fall« mixet af ingen ringere end King Jammy. Stilen er old school roots reggae gennemsyret af rastafilosofiske og sociale budskaber, som netop kendetegnede reggaemusikken i denne periode. A must have for alle roots fans.