| |||||||
Recension
Blandade Artister
The Best Of Studio One Collection
(Heartbeat Records/Studio One)
Der er vel næppe et pladeselskab i verden der har betydet mere for udviklingen af den tidlige reggae musik end tilfældet er med Studio One. Siden selskabet blev etableret engang tilbage i midten af 1960erne af den nu afdøde producer Clement Coxsone Dodd, har navnet Studio One stået for noget af det ypperste i reggaemusikken og selskabets betydning for reggaemusikken er flere gange blevet sammenlignet med det som Motown har betydet for soul.
Coxsone startede Studio One som et ét spors studie, der af navnet, men hurtigt skabte han sig så stor anerkendelse i branchen, at han uofficielt blev adlet 'Sir Coxsone'. Flere store navne har gennem tiderne lagt vejen forbi reggae skolen på Brentford Road i Kingston og været underlagt Sir Coxsones kyndige undervisning.
Som et led i samarbejdet mellem Studio One og Heartbeat Records er der på den store opsamlings-boks ’The Best Of Studio One Collection’, der indeholder fire CDer, genhør med hele 60 klassikere fra det lille studie fordelt på hele 218 minutters guf for øregangene. Hvem kender ikke rytmer som »Rockfort Rock«, »Real Rock«, »Swing Easy«, »Throw Mi Corn« og »Death In The Arena«, for blot at nævne nogle af de rytmer fra Studio One, der stadig den dag i dag bliver brugt i nye indspilninger med tidens store navne.
Tre af de udsendte CDer i boksen har tidligere været udsendt både på vinyl og CD under titlerne »The Best Of Studio One«, »Full Up« og »Downbeat The Ruler«, hvorimod den fjerde CD »Rebel Discomixes« er en bonus CD der indeholder seks skæringer i extended versions, der ikke tidligere har været udsendt samlet på CD. Fælles for de tre tidligere udsendte CDer er at de i det nye boxsæt er blevet digitally remastered og tilsat yderligere 6 numre hver.
»The Best Of Studio One Collection« afspejler en spændende musikalsk era, hvor den hurtige uptempo ska' udviklede sig til den langsommere reggae og rock steady. En fantastisk CD collection og et oplagt julegave ønske.