| |||||||
Recension
Isaacs, Gregory
Substance Free
(Vizions Sounds)
Med mere end 60 albums bag sig behøver reggaeveteranen Gregory Isaacs vist ingen nærmere præsentation og med utallige hits er han at regne blandt en af reggaemusikkens bedste fortolkere af den lidt mere bløde lovers rock reggae stil, men har ikke desto mindre med stor succes begået sig i den mere bevidste roots afdeling med album som »Soon Forward« og »Mr. Isaacs«.
Det største gennembrud opnåede han imidlertid i 1982 med albummet og reggae klassikeren »Night Nurse«. Efter en række år med mindre succes fik »The Cool Ruler« et flot comeback i 1988 med albummet »Red Rose For Gregory« produceret af Augustus Gussie Clarke. Hans udgivelser har ofte været svingende, men på »Substance Free« er han tilbage i absolut topform.
Albummet rummer 15 skæringer indenfor den bevidste roots reggae med fokus på rasta og det daglige kamp for overlevelse på Jamaica. Det er det lille uafhængige selskab Vizion Sounds fra Guyana, der står bag udgivelsen og selskabets stifter Walter Fraser der har produceret samtlige numre. Eftersom Guyana ikke råder over egnede pladestudier er albummet indspillet på Jamaica i så kendte studier som Anchor, Tuff Gong, Bobby Digital, Steven Stanley og Leggo’s med så stærke navne som Sly Dunbar, Glen og Dalton Brownie, Earl Chinna, Dean Fraser, George Miller, Donald Dennis, Robbie Lyn, Keith Sterling bag instrumenterne og det er der kommet et fantastisk godt album ud af.
Rytmerne er friske og er alle indspillet med live instrumenter og til at toppe det hele er Isaacs med hans let genkendelig nasale stemme, der sjældent har lydt bedre.
»Substance Free« er uden tvivl et af de bedste album fra Gregory Isaacs i mange år.