| |||||||
Recension
Blandade Artister
Strictly The Best Vol. 33
(VP Records)
Siden 1991 har VP Records udgivet opsamlingsalbummet »Strictly The Best« og 2005 er ingen undtagelse, idet selskabet netop har smidt Volume 33 og 34 på gaden.
Hvor Volume 34 fokuserer på den mere bevidste »one drop reggae sound«, så tager dens 'tvilling' Volume 33 sit musikalske afsæt i den mere pågående dancehall, der det seneste år har fået kraftig konkurrence af den roots revival, som reggae musikken har gennemgået.
Alligevel er der mange fine numre at finde på albummet, der indeholder 15 hårdtslående numre i livets »overhalingsbane«. »The Energy God« Elephant Man sparker det hele i gang med hans hæsblæsende »Willie Bounce«, der har været højt placeret på alverdens dancehall charts og som samtidig har lagt navn til en af de mest populære danse på Jamaica i nyere tid.
Duoen Lefside & Esco medvirker med deres superhit »Tuck In U Belly«, der handler om de lidt overvægtige piger der går med mavebluser og dermed blotter deres maveskind. Det er i følge Lefside & Esco ikke særlig kønt, så »Tuck In U Belly«!
Buju Banton, der på det sidste har gjort sig markant bemærket med en række spændende singler gør det overbevisende på numrene »Too Bloody« (featuring Anthony Cruz) og »Me Too Bad«, der viser at han stadig mestrer både den mere alvorlige side af sangskrivningen som den mere underlødige.
Turbulence er med »Notorious« endnu et godt argument for at skaffe sig et eksemplar af dette album. Nummeret har længe ligget nummer 1 på Jamaica og er en hård blanding af dancehall og hiphop.
Endnu en duet gør det godt på »Strictly The Best«: det drejer sig om The Warlord Bounty Killer der sammen med veteran sangeren Wayne Marshall har genindspillet det udødelige »Sleng Teng«, som producer King Jammy skruede sammen for 20 år siden i det der skulle blive starten på den computeriserede dancehall. I nyindspilningen er nummeret kommet til at hedde »Sleng Teng Resurrection« og har været en af de mest populære numre i 2005. Navne som Lexxus, Assassin og Sizzla runder det glimrende album af på fornemste vis.