| |||||||
Recension
Jonas Levi
Experience
(Red Hot Studio – Red Hut 14)
Jeg har sagt det før; Sverige har altid været foregangsland i Norden, når det handler om at spille og profilere reggaemusikken. Programmer som Rockers Roadshow og Tropico-Pop kørte på landsdækkende tv længe før de danske medier fik tunet ind på reggaebeatet, ligesom faste ugentlige radioprogrammer som Radio Vestindien og Rytmedoktoren sendte reggaevibrationer ud på Svensk Radios P3 op gennem 1980erne. Internationale reggaefestivaller som Uppsala Reggaefestival. Öland Roots, Skåne Reggaefestival og Skärblacka Minnesfestival för Bob Marley har for alvor sat Sverige på reggaekortet.
Især har roots reggae haft gode forhold i Sverige med navne som Peps Perssons Bloodband, Babatunde Tony Ellis, Kalle Baah, Dag Vag, Kultiration, Gräsrot, Svenske Akademien, Kaptajn Röd, General Knas, Papa Dee, Govenor Andy, First Light, Nazarenes og Helt Off, hvor det har knebet noget mere i Danmark.
Med base i Skärblacka, Norrköping, kommer her Jonas Levi, der er sanger/sangskriver/musiker (trommer, percussion og guitar) og som siden 1979 har gjort sig i forskellige reggaebands på den anden side af Øresund. Jonas er pæresvensk, men synger i modsætning til mange andre svenske reggaesangere på engelsk og har stemmemæssigt en typisk reggaesound med lidt hæse soul-nuancer, der trækker i retning af tidligere jamaicanske reggaesangere. Selv siger han til Gaffa.dk, at han er inspireret af navne som Joseph Hill, Toots Hibbert og Bob Marley med en vision om at levere ’conscious roots reggae from the heart’ - og det er lige præcis det Jonas gør på albummet, der rummer 10 skæringer.
Stilen på Experience er tilbagelænet og rootsy med en krystalklar lyd og topproduktion, der klart kan måle sig med det bedste indenfor reggaegenren. Blæsersektionen er trukket helt frem i lydbilledet på åbningsnummeret Go On So, hvor den vuggende one drop rytme går fint i spænd til Jonas stemme, der oplagt proklamerer: ’let the world know, I and I gonna rise up from the low’. Nummeret har masser af space og har et dubbet musikalsk udtryk tilsat ekkoer og sprudlende percussion, der giver plads til de små forskydninger, der er så kendetegnende for den traditionelle roots reggae. Nummeret blev oprindeligt udsendt tilbage i december 2020 og har været highlightet af reggaemediet reggaeville.com.
Mere one-drop følger på Poor Community med en trommeintro lig Mr. Carlton Barrets skarpe smæld på lille-trommen. Igen er blæserne rykket helt frem og de mandlige korharmonier fuldender lydbilledet, hvor en fremadskubbende bas giver nummeret et uimodståeligt drive og groove.
På Peace Love & Bless er tempoet skruet i vejret og balancerer mellem ska og uptempo reggae med et tydeligt fokus på offbeatet. Nummeret handler om at gøre det bedste for sine medmennesker, lade det positive skinne igennem og dermed være med til at skabe en bedre verden – præcis som Bob Marley gjorde det for mange år siden på One Love.
På det efterfølgende Don’t Bring It (Cuss Cuss) er tempoet atter sat ned tilpasset en varm sommerdag på reggaeøen Jamaica, hvor man næsten fornemmer den kølige brise fra Blue Mountains og den salte duft af havet i næseborene. Nummeret bevæger sig musikalsk langsomt fremad og handler om at tage afstand fra alle former for konflikter, men er samtidig også en hyldest til The Creator Haile Selassie I, der vil tage hævn over det konfliktfyldte Babylon på den endelige dommedag. Levi synger med en indfølt og passioneret lidenskab, hvor man som lytter klart fornemmer The Love Of Jah. Stemmemæssigt minder Levi her en hel del om den anerkendte reggaesanger Pablo Moses og er et af albummets allerbedste numre – vel og mærke på et album der har ’no fillers, just thrillers’.
Reminiscenser af afdøde Toots Hibbert skinner igennem på det soulglade rocksteady track kaldet My Ticket, der handler om at tage billetten til ’det rette sted’, men et nummer der vel indirekte også handler om at man som musiker kan have brug for snart at komme ud på turné igen efter et år i corona-skyggen.
Albummet er udgivet både digitalt som på vinyl.