| |||||||
Recension
Lee Perry/Ras Teo/Unitone
Tongue Of Thunda/So Long
(Earthiopean Records)
Lee 'Scratch' Perry behøver ingen nærmere præsentation; Han var manden der for alvor satte gang i Bob Marley, Peter Tosh og Bunny Wailers karrierer gennem det eminente Soul Rebel-album fra 1970 – længe før Chris Blackwell fra Island Records kastede sin kærlighed på de tre Wailers-drenge fra Trench Town.
Perry var også manden bag det legendariske Black Ark Studios i Kingston, Jamaica, der op gennem 1970erne stod bag en lang række unikke albums og for at skabe og udvikle dubmusikken.
En dag i 1978 fik Perry imidlertid nok af de evige hustlere udenfor studiet og brændte det derfor ned til grunden.
Mange af disse udgivelser fra 1970erne regnes i dag for milepæle i reggaehistorien og er alle med Perry som producer. Men hvad de fleste måske ikke ved, så har Perry også en karriere bag sig som sanger. Og det er navnlig i hans sene alder af 83 år at det kommer til udtryk.
På en ny udgivelse sender den mangeårige engelske dubproducer Reuben ’Robel’ Addis aka Unitone sin første single med Perry på gaden.
Det sker på Robels nye Earthiopean Records og udgivelsen har været længe undervejs. Siden 1977/78 har Reuben nemlig været fascineret af Perrys evner som producer, men først i 2013 støder de to på hinanden efter en Perry koncert i London.
Et venskab opstår hurtigt mellem de to og det lå ligesom i kortene at de to en dag skulle udgive musik sammen. En dag mister Robel dog mere eller mindre alt han havde arbejdet på, da en defekt harddisk bryder sammen. Robel mister herefter lysten til at lave musik, hvilket en opringning fra Perrys kone Miri en aften skulle ændre på. Perry var klar til at indspille et nummer produceret af Robel! Han gik straks i gang med at stykke nyt musik sammen og ud af dette kom en rytme, som Perry var klar på at ville synge på. Nummeret hedder Tongue of Thunda og rider på en tung roots rytme, hvor Perry messende synger ’Lee ’Scratch’ Perry – Tongue of Thunda’. Nummeret følges op af den tilsvarende dub Thunda Key, mixed og produceret af Robel/Unitone selv samt den ligeså eminente B-side So Long med den svensk/armenske roots reggaesanger Ras Teo aka. Jah Menelik og dens dub-modpart So Long Dub. Nummeret handler om nogle af de barriere Ras Teo har mødt igennem livet og er en smuk ode til livet.
Med det nye label Earthiopean Records er Reuben ’Robel’ Addis godt på vej til at markere sig som en af vor tids bedste dubproducerer og vi kan kun håbe på at samarbejdet mellem Lee ’Scratch’ Perry og Ras Teo vil kaste flere produktioner af sig i de kommende år.