| |||||||
Recension
Horace Andy
In The Light/In The Light Dub
(17th North Parade/VP Records)
Med en af de mest markante stemmer indenfor reggaegenren fik Horace Andy tidligt succes med sit signature nummer Skylarking, der blev udsendt på Studio One tilbage i 1972 og som stadig står som en musikalsk milepæl. Det var dog først fem år senere, at Andy debuterede på LP-formatet, hvilket han så også gjorde med manér. Albummet hed In The Light og med sine ti numre udsendt på det producer Everton DaSilvas lille Hungry Town label, regnes det fortsat som et af Andys bedste albums nogensinde.
Med ’the cream of the crop’ indenfor den tids studiemusikere som Leroy Sibbles, Leroy 'Horsemouth' Wallace, Richard 'Dirty Harry' Hall, Tommy McCook, Augustus Pablo, Bernard 'Touta' Harvey og legenden Prince Jammy til at mixe det hele sammen taler resultatet for sig selv. Tilsat Andys sitrende vokal skabes et nærmest drømmende musikalsk udtryk, der var med til at karakterisere senhalvfjerdserne som reggaemusikkens gyldne æra.
Teksterne omhandler kærlighed til kvinder, musik og den euforiserende ganja, men ghettofolkets lidelser portrætteres dybfølt på Problems, Leave Rasta og Government Land.
I 1977 udsendtes tillige dub partneren til In The Light, der originalt bar titlen In The Light Dub, og som indtil denne genudgivelse har været umulig at opdrive lige siden. Her viser Prince Jammy for alvor sine færdigheder som dub mixer og præsenterer de ti originale numre i en dub extravaganza, hvor lyd, rytme, instrumenter og sjæl smelter sammen på forunderlig vis og hvor flere numre faktisk står stærkere i lydbilledet end originalerne. In The Light/In The Light Dub er en triumf for roots-reggae og et nødvendig kapitel for alle reggaefans.