Rootsy logo  
Rootsy logo

Recension
Sly & Robbie
Dubrising
(Taxi Tabou 1)

Hvad har Mick Jagger, Joan Armatrading, Joe Cocker, Bob Dylan, Grace Jones og Sinéad O’Connor til fælles?

Alle har på et eller andet tidspunkt i deres karriere nydt godt af to jamaicanske studiemusikere og produceres unikke evner. Trommeslager Sly Dunbar og bassist Robert Shakespeare gik sammen i midten af 1970erne efter i nogle år at have etableret sig som professionelle musikere under eget navn og har primært arbejdet med reggaekunstnere, men også andre har nydt godt af deres perfektionistiske og minimalistiske tilgang til musikken.

Sly og Robbie skønnes at have spillet på eller produceret mere end 200.000 optagelser, mange af dem på deres eget pladeselskab, Taxi Records. I 1984 vandt de reggaemusikkens første Grammy for deres produktion af Black Uhurus Anthem og på det spritnye Dubrising er de gået old school.

Duoen har nemlig teamet op med ingen mindre end den kendte mixer Paul ’Groucho’ Smykle, som de tidligere med stor succes har samarbejdet med tilbage i 1980erne og som var med om bord på Ini Kamozes selvbetitlede album fra 1984 og store dubalbums som Raiders Of The Lost Ark og Dub Factor. Disse produktioner er kendt for sin helt specielle sound og står stadig den dag i dag som nogle af de bedste dubudgivelser siden dubmusikkens storhedstid i 1970erne, hvor navne som King Tubby og Lee ’Scratch’ Perry var de baneførende indenfor genren.

Sly & Robbie har trukket de gamle drenge fra duoens Taxi Gang med ind i studiet heriblandt navne som Mikey Chung, Robbie Lyn, Darryl Thompson, Wally Badarou, Dean Fraser, Nambo Robinson og eks-Wailers-medlemmerne Willie Lindo og Tyrone Downie.

Resultatet er blevet præcist ligeså hårdtslående og stramt synkopereret som deres tidligere mesterværker, topprofessionelt og hvor absolut intet er overladt til tilfældighederne.

Sammen med ’Groucho’ udvalgte Sly & Robbie oprindeligt 12 skæringer fra sessioner med Horace Andy, Chezidek, Bunny Rugs og Khalifa og det er otte af disse, der har fundet vej til Dubrising.

Albummet henvender sig især til duoens mange fans fra midten af 1980erne, men også nyere dubheads vil blive begejstret over udgivelse, der tillige er udsendt på vinyl.

/Henrik Bæk

Lyssna på Spotify


 
Designad för IE6+. Ytligt testad med Opera 7, Netscape 7.2 och Mozilla FireFox. Webdesign Jens Olsson. ©2004 Rootsy.nu. Powered by Notepad, Apache, MySQL & PHP
Denna sida är designad till tonerna av White Stripes och Rodney Crowell.