| |||||||
Recension
Marley, Bob & The Wailers
Kaya - 35th Anniversary Deluxe Edition
(Universal)
I år kan udgivelsen af Bob Marley & The Wailers Kaya album fejre sin 35 års fødselsdag. Derfor har Island Records i samarbejde med Universal Music udsendt denne dobbelte Deluxe-udgave af albummet fra 1978.
Samtlige ti numre fra det oprindelige album er blevet remasterede og inkluderer bonus-tracket Smile Jamaica på disc 1.
I den medfølgende booklet finder man sjældne fotos, tekster og et interview med Marley, der beskriver historien bag samlingen. Albummet er af mange anset for at være Marleys 'kærlighedsplade’, og er det sjette Marley-album i serien af Deluxe udgivelser.
Musikalsk og tekstmæssigt adskiller Kaya sig en del fra det monumentale Exodus, der blev udsendt året før. Kaya er afgjort mindre revolutionerende i sin tone og indhold. Marleys forkærlighed til den euforiserende ganja åbner albummets med skæringerne Easy Skanking og Kaya. Sidstnævnte er blot er et andet ord for den jamaicanske marihuana. I modsætning til Exodus der såvel stil- som tekstmæssigt var mere militant har Kaya en mere reflekterende og afslappet approach. Albummets vigtigste budskab er kærlighed og som Marley citeres for i den medfølgende booklet: What’s wrong with telling people to love one another?
Marley følte selv det var nødvendigt at køle ned ovenpå mordforsøget på ham to år tidligere og efter udgivelsen af det militante Exodus. I stedet viste han sig på Kaya fra en anden lysere side fyldt med kærlighed og med et åndeligt håb om en bedre verden.
Albummet er indspillet under hans to-årige eksil i London og det er Island Studios, der dannede rammen om indspilningerne.
På disc 2 inviteres lytteren til koncert - optaget d. 7. juli 1978 – med Bob Marley & The Wailers fra den efterfølgende Kaya-turné optaget i Ahoy Hallen i Rotterdam, Holland og det er denne Deluxe udgaves absolutte sccop. Numrene på disc to har ikke tidligere været officielt udsendt, men har dog siden slutningen af 1980erne været at finde på bootleg-albummene Time Will Tell og Fight For Your Rights. Livesættet på disc 2 indeholder kun to skæringer fra Kaya-albummet, nemlig numrene Is This Love og Easy Skanking, hvilket er bemærkelsesværdigt set i lyset af at der på de to bootleg-udgaver også er givet plads til numrene Crisis og Running Away. Det ville have klædt udgivelsen om man havde fundet plads til hele liveoptagelsen, men det er nu lyden, der tiltrækker mest kritik. Langt fra den polerede sound på studieindspilningen i bokssættet og uden den glans og dimension, der kendes i de foregående udsendte live optagelser med Marley, men til gengæld med al den glød, atmosfære og nærvær, der kendetegnede mesteren selv og hans perfekt sammenspillede band The Wailers.