| |||||||
Recension
Turbulence
Songs Of Solomon
(VP Records)
Den jamaicanske singjay Turbulence debuterede for fem år siden med albummet »Turbulence« produceret af Philip Fatis Burrell for hans Xterminator Records i Kingston. Det var Fatis der »opdagede« den unge sanger og allerede dengang lyste hans talent på reggaehimlen.
Nu fem år senere og en hel del erfaringer rigere, hvilket ikke mindst skyldes hans mange turneer med Sizzla, har den nu 24-årige Turbulence udsendt det skuffende »Songs Of Solomon« på amerikanske VP Records.
Med sine hyppige besøg i pladestudierne er Turbulence blevet en kendt og populær person i reggaekredse og er samtidig kendt som en af de mest produktive indenfor branchen. På »Songs Of Solomon« har han efter et par års pause fra Xterminator Camp genoptaget samarbejdet med Fatis Burrell og disker op med 15 numre, hvoraf en del ligger på grænsen mellem dancehall og ragga.
Rootsgenren som ellers klæder Turbulence bedst levnes ikke meget plads på albummet, hvor rytmerne for den største dels vedkommende virker både monotone og uinspirerede.
Både Fatis Burrell og Turbulence kan gøre bedre end som så, og derfor fremstår 'Songs Of Solomon' som en skuffelse. Dog er der enkelte højdepunkter såsom det vanvittige »Who Dem«, »Sun Will Come Out« og »Anytime«, men desværre savnes Turbulences måske største hit til dato »Notorious«, der i maj måned indtog førstepladsen på singlecharten på Jamaica.
Turbulence gæster i juli måned SummerJam, Roskilde Festivalen og Uppsala Reggae Festival.