| |||||||
Recension
Hibbert, Ossie & The Revolutionaires
Earthquake Dub
(Hot Pot Label)
Der er efterhånden gået sport i at udsende tidligere indspillede reggae klassikere i ny indpakning. Selskaber som Blood & Fire, Pressure Sounds, Auralux og Soul Jazz har set et stort marked i at genudgive disse reggaeklenodier i remasterede udgaver enten på ny vinyl eller CD. Det nye Hot Pot label har med udgivelsen af det oprindeligt 30 år gamle album »Earthquake Dub« sluttet sig til rækken af disse selskaber.
Albummet blev indspillet i 1975 i det berømte Channel One Studio i Kingston, Jamaica med de faste studiemusikere Sly Dunbar og Robbie Shakespeare bag henholdsvis trommer og bass. Sly & Robbie var i disse år i færd med at revolutionere reggae musikken med deres specielle »rockers sound« karakteriseret med de mange kantslag på lilletrommen, Sly's såkaldte »flying cymbals« og Robbies markante bass. Rockers markerede et skifte væk fra den traditionelle rock steady æra og navne som Dennis Brown, Johnny Clarke, Linval Thompson og U Roy blev vigtige eksponenter for rockers stilen.
På »Earthquake Dub« er der utallige skoleeksempler på rockers stilen udsat for dub leveret på kendte klassikere som Dennis Browns »Whip Them Jah«, anvendt af Tappa Zukie på »Pick Up The Rockers«, Junior Ross’ »So Jah Jah Say« og »Judgement Time«, Ken Boothes »Girl I Left Behind«, Abyssinians udødelige »Declaration of Rights« her i hele tre forskellige udgaver samt DJ U Browns »Heavier Than Lead«.
Albummet er produceret af Ossie Hibbert, der i midten af 1970erne var mest kendt som studiemusiker, men som med dette album fik sin debut som producer. Senere stod han bag så kendte produktioner som Gregory Isaacs »Mr. Isaacs« album. Hvis man er til »dub inna rockers style«, så er »Earthquake Dub« et oplagt valg. CDen byder på 17 skæringer, LPen på 9.