| |||||||
Recension
Banton, Buju
Before The Dawn
(Gargamel Music Inc.)
Siden december måned 2009 har den nu 37-årige jamaicanske sanger/D.J. Buju Banton siddet bag tremmer i Pinellas County Jail i Clearwater, Florida sigtet for at have opbevaret 5 kg heroin med henblik på et videresalg. Selv erklærer Buju sig uskyldig i anklagerne. Retssagen er efter utallige udsættelser først kommet rigtig i gang i denne måned og hvis Buju dømmes skyldig kan det betyde op til flere års fængsel for den populære reggaesanger, der i mere end 20 år imponerende har været blandt de førende i reggae- og dancehallbranchen.
Hans forrige album Rasta Got Soul fra 2009 var således nomineret til en Grammy tidligere på året, men blev på grund af protester fra det homoseksuelle miljø, som Buju tidligere har været i konflikt med, fjernet fra listen over nominerede.
Det nye album Before The Dawn er indspillet i Bujus eget Gargamel Studios i Kingston, Jamaica og indeholder 10 suveræne numre med nogle af de stærkeste tekster Buju har leveret til dato. Ingen af numrene har tidligere været udsendt og er alle indspillet før Buju blev anholdt. Buju har dog fået tilladelse til at tale i telefon med CDens producere og teknikere og dermed været aktivt med i processen og har selv valgt den endelige trackliste samt de færdige mix. Og det kan høres.
Indledningsnummeret Rasta Can’t Go blæser lytteren omkuld med et groovy tungt roots mix med en oplagt hornsektion helt fremme i lydbilledet og følges op af de klassiske tromme- og nyabinghi inspirerede In The Air og Do Good, der sammen med de opløftende Try Life, Struggle Together og det stille Life alle er hyldester til livet og en opfordring til at aldrig give op, uanset de barrierer man støder på. Med tanke på Bujus nuværende situation får disse numre unægtelig en særlig klang.
Dette gælder også for de profetiske numre Battered & Bruised, hvor Buju synger om trængslerne under slaveriet og længslen til Afrika og Bondage, der handler om de usynlige lænker, der stadig fastholder mennesker i usynlig trældom. Alle numre på Before The Dawn er indenfor roots reggae genren bortset fra det fængende No Smoking At All, hvor der spilles rock! Try Life og det afsluttende nummer Innocent, der skabte gåsehudsfornemmelser hos denne anmelder, runder et ganske overbevisende album af og man kan kun håbe, at Buju frikendes fra anklagerne, da reggaemusikken ellers vil miste en af de få kunstnere, der stadig formår at synge med en naturlig tyngde og autencitet der rammer alle lyttere på trods af alder, race, kultur og musiksmag i øvrigt.
Albummet udsendes i USA og Japan d. 28. september, mens resten af verden må vente til d. 4. oktober. For mere information om Bujus retssag, tjek www.thisisbujubanton.wordpress.com