Rootsy logo  
Rootsy logo

Recension
Marley, Rita
Sunshine After Rain
(Edel)

Det er ikke mere end et halvt år siden Rita Marley - tidligere backing sangerinde i Bob Marleys berømte I-Threes og siden 1981 enke til den afdøde reggaelegende - udsendte albummet »Sings Bob Marley & Friends«. Albummet der dengang blev anmeldt i Gaffa, bragte ikke noget »nyt under solen', idet der alene var tale om et opsamlingsalbum med tidligere udsendt materiale.

Dette er heldigvis ikke tilfældet med »Sunshine After Rain«, der er et splinternyt album med 14 nye skæringer. Musikalsk har Rita Marley altid befindet sig i den mere bløde reggae afdeling, der ofte er blevet krydret med et strejf af reggae genren »'lovers rock', der er synonym med kærlighedssange tilpasset reggaebeatet. Altid har kvaliteten og valget af musikere været førsteklasses, hvilket også er tilfældet på det nye album, der blandt andet tæller navne som Sly & Robbie, Stephen og Julian Marley (sønner af Bob Marley), Tyrone Downie (ex. Wailers) og Lenky Marsden, hvoraf sidstnævnte får sat sit solide aftryk på det dancehall inspirerede nummer »My King«.

Overraskende medvirker Bob Marley på nummeret »Holding On To This Feeling«, hvor man kreativt har samplet hans sang fra det gamle Studio One nummer ind, således at han pludselig synger duet med hans kone.

Wyclef Jean har produceret »Take Me To The West Indies«, der med sit skæve beat er et af albummets bedste numre. Med det nye album har Rita modigt krydset musikalske grænser og selvom det bærende element er reggae af høj klasse, så flirtes der med world music, jazz, hip hop og r'n'b der giver CDen et frisk pust og som egentlig klæder den 58 årige jamaicaner, der hele tiden har stået i skyggen af hendes mands mange successer.

/Henrik Bæk


 
Designad för IE6+. Ytligt testad med Opera 7, Netscape 7.2 och Mozilla FireFox. Webdesign Jens Olsson. ©2004 Rootsy.nu. Powered by Notepad, Apache, MySQL & PHP
Denna sida är designad till tonerna av White Stripes och Rodney Crowell.