Rootsy logo  
Rootsy logo

Recension
Burning Spear
Jah Is Real
(Burning Spear Music)

Der er meget få aktive reggaekunstnere tilbage fra 1970erne, hvor musikken fra Jamaica erobrede verden. Winston Rodney aka Bruning Spear er en af disse personer, der næste år kan fejre et imponerende 40 års jubilæum i en branche, hvor nye navne ellers kommer og går. Med et ligeså imponerende højt musikalsk niveau har han i gennemsnit hvert andet år bidraget med albums af meget høj klasse og stilen fortsætter på det nye Jah Is Real, der er indspillet i New York, men som bobler af original jamaicansk roots reggae i alle rillerne.

Spear brød igennem internationalt i 1975 med albummet Marcus Garvey og han har siden da været tro mod reggae rødderne og bevaret den samme stærke musikalske identitet. Kritikere har ofte været efter Spear med udmeldinger om at han skulle forny sig, men med elleve Grammy nomineringer og en enkelt Grammy statue i bagagen er det svært at argumentere for at han behøver at forny sig. Han gør det han er bedst til og i en sådan overbevisende grad, at han ikke har nogen ligemænd.

Selv har han dog heller ingen planer om at forny sig, hvilket kan høres på You Were Wrong, hvor han eftertrykkeligt sætter alle kritikerne på plads og proklamerer at hans stadig er på tronen. Med sit blide groove, brusende blæsere og musikalske backdrop er Jah Is Real musikalsk magi og sætter sig fast på de indre lydbølger. Men på trods af det umiddelbart så pæne musikalske udtryk, så er der både saft og kraft i Spears tekster, der fortsat revser musikbranchen for at udnytte kunstnerne i numre som Run For Your Life og Wickedness og samtidig proklamerer sort racestolthed i numre som One Africa og Grandfather.

Spears musik har altid balanceret mellem at være en hyldest til reggaemusikken og livet som gave - til også at være en protest mod undertrykkelse, hvilket også går igen på det nye album, der udgives på Spears eget label og som må kandidere til årets reggaealbum.

/Henrik Bæk

Lyssna på Spotify


 
Designad för IE6+. Ytligt testad med Opera 7, Netscape 7.2 och Mozilla FireFox. Webdesign Jens Olsson. ©2004 Rootsy.nu. Powered by Notepad, Apache, MySQL & PHP
Denna sida är designad till tonerna av White Stripes och Rodney Crowell.