Rootsy logo  
Rootsy logo

Recension
Dennis Alcapone
Forever Version
(Heartbeat/Studio One/Playground)

I 1969 skete der en række musikalske forandringer på Jamaica, hvor musikken gradvist ændrede sig fra den hurtige uptempo ska’ til den langsommere og mere melodiøse rock steady og reggae stil. Samtidig havde reggaeøen efter sin genvundne uafhængighed af engelsk kolonistyre fundet sin egen identitet, der også gav sig udtryk rent musikalsk.

Dennis Smith, Alcapones rigtige navn, var en af disse pionerer, der var med til at forme den nye reggae og sammen med D.J. kollegaerne U Roy, King Stitt og Count Matchukie var han en af de første til at opfinde D.J. begrebet. På reggae diskoteket El Paso eksperimenterede Alcapone nemlig med at twiste tekster ind på allerede eksisterende reggae rytmer. Fra starten nøjedes Alcapone med at introducere numrene på diskoteket, men efterhånden gik han mere og mere over til at synge tekster henover de instrumentale numre. Det gav publikum en ’live’ fornemmelse og blev så populært, at de forskellige D.J.s snart blev ligeså populære som sangerne på de plader de brugte.

Hurtigt fik producer Clement ’Coxsone’ Dodd øjnene op for dette store D.J. talent og Dennis Alcapones første indspilninger blev da også på Studio One, der i 1970erne skulle få en meget betydningsfuld rolle i udviklingen af den jamaicanske reggae musik.

På det sublime album Forever Version giver Alcapone 18 fornemme eksempler på old school D.J. style på en række af Studio Ones mest kendte rytmer. Her er der genhør med det sjældne El Paso, der i mange år var Alcapones signatur samt det ligeså sjældne Forever Version i extended version. Rytmer på albummet tæller You Don’t Care , Nanny Version, Home Version, Version You To The Ball, Version I Can Feel, Dancing Version og Baby Why Version. Albummet Forever Version blev oprindeligt udsendt på vinyl i 1971, men indeholder på CD udgaven yderligere seks bonus tracks heriblandt de førnævnte Forever Version (Extended mix) og El Paso samt en eminent version af sanger Ken Boothe’s Home. Dennis Alcapone turnerer stadig, men er knap så produktiv som tidligere.

/Henrik Bæk

Lyssna på Spotify


 
Designad för IE6+. Ytligt testad med Opera 7, Netscape 7.2 och Mozilla FireFox. Webdesign Jens Olsson. ©2004 Rootsy.nu. Powered by Notepad, Apache, MySQL & PHP
Denna sida är designad till tonerna av White Stripes och Rodney Crowell.