Rootsy logo  
Rootsy logo

Recension
Anthony B
Black Star
(Greensleeves Records)

Siden gennembruddet i 1996 med de to album »So Many Things« og »Real Revolutionary« på henholdvis VP Records og Greensleeves er den jamaicanske Bobo singjay Anthony B blevet en af reggae branchen største og mest populære kunstnere. Bagkataloget tæller i dag ikke mindre end 16 albums, ca. 500 singler samt gæsteoptrædender på yderligere omkring 100 albums.

Imidlertid har Anthony B de seneste par år haft svært ved at finde formen efter en imponerende start på karrieren, der hurtigt gjorde ham til en af de mest eftertragtede reggae kunstnere i verden. På »Black Star« fortsætter han dog teamworket med producer Frenchie for Maximum Sound Productions, der også var manden bag Anthony Bs forrige album »Powers Of Creation«. Dette samarbejde har skabt en meget alsidig CD med Nyabinghi trommer, pulserende ska, uptempo roots og dancehall altsammen leveret af Anthony B helt på toppen »burning for Jah«.

Nye og gamle rytmer afløser hinanden og der indledes med en nyindspilning af det 21 år gamle »World A Reggae Music«, som Ini Kamoze oprindeligt indspillede med Sly & Robbie i 1984. Der er også et genhør med Bob Marleys »Forever Loving Jah« rytmen, hvor Anthony B indtrængende maner til fredelige løsninger på »Don't Buss Your Gun«. Højaktuelt set i lyset af den seneste tids megen vold og drab på Jamaica.

Selv det gamle Aswad nummer »Warrior Charge« har fået en ny revival i »Na Sell Out«, hvor Anthony B advarer om ikke at gå på kompromis med sine afrikanske rødder. Anthony B har igennem årene altid været en talsmand for de undertrykte i samfundet og med numre som »Poor Man's Cry« (med Jah Cure), »Black History« og »I Understand« fortsætter han på »Black Star« kampen mod uretfærdigheden. Lovprisninger til Jah findes i numrene »Watch Over My Soul«, »Give Thanks« (med Ras Shiloh), »Rastafari Crown« og »Sunshine«, der afslutter et af Anthony Bs bedste album til dato.

/Henrik Bæk

Lyssna på Spotify


 
Designad för IE6+. Ytligt testad med Opera 7, Netscape 7.2 och Mozilla FireFox. Webdesign Jens Olsson. ©2004 Rootsy.nu. Powered by Notepad, Apache, MySQL & PHP
Denna sida är designad till tonerna av White Stripes och Rodney Crowell.