Rootsy logo  
Rootsy logo

Recension
Isaacs, Gregory
The Ruler 1972-1990
(VP Records/17 North Parade)

Gregory Isaacs døde d. 25. oktober 2010 efter længere tids sygdom, kun 59 år gammel, og albummet The Ruler 1972-1990 blev udsendt præcis på årsdagen for den populære reggaesangers alt for tidlige død.

Det er det andet album, der blev udsendt på årsdagen eftersom Tad's Records samme dag udsendte en anden dobbelt CD med titlen Tad's Collection og ved et hurtigt kig på tracklisten kan man se, at der ikke er den store forskel i sangvalget. Det betyder der er genvalg til Isaacs største hits, heriblandt My Number One, My Only Lover, Front Door, Rumours, Night Nurse, Tune In og Slavemaster, hvorimod numre som Big All Around og Jealousy fra Isaacs revival i starten af 1990erne kun er at finde på The Ruler.

Derudover får man som ekstra bonus en DVD fra Isaacs berømte live optræden på Brixton Academy i 1984, hvor han stod på toppen af sin karriere. Kvaliteten fra koncerten er dog ikke den bedste idet den blot er konverteret til DVD formatet fra det oprindelige VHS format, og det gør at optagelsen ikke lever op til den kvalitet, vi er forvænt med i dag. Men nerven er intakt og på den medfølgende DVD får man svaret på, hvorfor han blev kaldt The Cool Ruler. Iført et hvidt jakkesæt, matchende hvid hat og en rød rose i knaphullet indtog han enhver scene med uforlignelig stil og sammenholdt med hans sjældne evne til gennem sange at portrættere kærlighed, hjertesorg og livet i ghettoen, gjorde det ham til en både usædvanlig og karismatisk sanger.

Med Isaacs døde en af reggaemusikkens helt store legender og det er vanskeligt at forestille sig der skulle komme en magen til. Til det var han simpelthen kort og godt 'The Ruler'.

/Henrik Bæk


 
Designad för IE6+. Ytligt testad med Opera 7, Netscape 7.2 och Mozilla FireFox. Webdesign Jens Olsson. ©2004 Rootsy.nu. Powered by Notepad, Apache, MySQL & PHP
Denna sida är designad till tonerna av White Stripes och Rodney Crowell.